web analytics

Hyggesøndag…

Vi har været på tur i det gode vejr – temperaturen ramte 17,6 grader.

Vi har været i skoven, hvor vi så en spurvehøg på rede, fuglekonger, fyrremejser og sortspætter…

Vi har spist en klap-sammen med leverpostej og udsigt til fugle-fodre-pladsen i Freisinger Moos…

Vi har holdt kaffepause med lækker kage…

Vi har kigget til vandstæren og dens rede.. En helt igennem skøn søndag ;-)

Viggo er klar til tur…

Endelig blev Viggo færdig – de sidste ting blev monteret i fredags og han er i dag blevet omregistreret så vi nu officielt kan kalde ham en camper ;-)

Et par billeder af det nye vindue i skydedøren og folie resten af vejen rundt.

I det ene sideskab har vi stole og sengetøj.

Under sofaen er der en skinne i 2/3 af sofaens længde, som kan trækkes ud og hvor vi har alt vores grilludstyr. Den sidste del under sofaen har vi køkkengrej.

Under kogepladen er der køleskab og i den anden side en skuffe til bestik og diverse køkkenredskaber.

Krydderiglas, salt og peber sidder med magneter, så de ikke flyver nogen steder under kørslen.

Vores rejsebog hvor vi kan skrive lidt om vores ture.

Der mangler bare lige nogle få køkkenting, et bord og madvarer, så er vi klar til første tur ud i det blå. Vi glæder os helt vildt til, at komme ud på tur, lave mad, spille spil og bare hygge :-)

Opslagstavle i Viggo…

Vi brugte en regnvejrsdag i forrige weekend på at fikse lidt indvendig i Viggo.

Vi fik skridsikre underlag i skabe og skuffer.

Salt og peberkværne er sat med magneter, så de ikke smutter nogen steder under kørsel.

Køkkenrulle og krydderiglas blev sat op.

Vi fik sat opslagstavle op.

Vi fik lavet lidt hygge.

Vi fik også drukket vores første kaffe og spist citronmåne sammen med Florian :-)

En lille forsinkelse…

Efter næsten 4 uger ringede DreamCruiser sidste fredag, at nu var bilen næsten færdig – den manglede bare lige sideskabet, men de havde fået leveret et til den lange model og det passede ikke ind i vores bil, som er den korte. Vi blev noget nervøse, for den farve vi har valgt er udgået, så vi var bange for, at skabet så ikke kunne leveres, men heldigvis havde Vaning nok til, at de kunne lave et nyt sideskab.

Da de alle skal på “Reise & Freizeitmesse” i München må vi desværre vente 2 uger med at få det sat i. Vi aftalte at vi kunne hente den som stod, så vi kunne begynde at sætte vores ting ind og så komme op og få sat det sidste skab i når det kommer.

Desværre glemte vi helt at tage nogle ordentlige billeder af bilen, inden vi gik igang med de ting vi har tilføjet, men vi snuppede et par med mobilen oppe hos DreamCruiser og der kan man få en fornemmelse af indretningen.

Vi har fået:

  • Dieselfyr
  • Isolering
  • Vindue i sidedøren
  • Træloft med spots
  • Installeret ekstra batteri under føresædet
  • Trukket el i hele bilen
  • Lavet gulv
  • Monteret sofa/seng og køkkendel med håndvask og køleskab
  • De 2 firkantede stykker under baglygterne er blevet malet i bilens farve (de var sort plastik før)
  • Der er folieret falske vinduer hele vejen rundt

Malingen af de 2 dele under baglygterne gjorde, at de blev forsinkede, fordi de ikke kunne fortsætte med el-installationen, før de fik de dele tilbage fra maleren. Foliering af “vinduerne” var også en ekstra ting, som de fik gjort for os, fordi de kendte en i nærheden, der kunne gøre det. De ting gjorde selvfølgelig at bilen var hos dem i 4 uger, i stedet for de 2 uger, som det normalt tager dem at lave en bil – men, så slap vi også for at skulle køre rundt til maler og foliering, som alligevel ville gøre, at vi skulle undvære bilen og have besværet med, at få den frem og tilbage til de forskellige steder.

Nye sko til Viggo…

Vi har brugt 30€ på nye sko til Viggo :-P

Der er helårsdæk på, men da der kommer nye regler i Tyskland for helårsdæk, som træder i kraft senere i år, vil vi ikke ud og bruge penge på nye sommerdæk og fælge i år. Vi har valgt at køre på dem der sidder på og får skiftet til vinterdæk når næste vintersæson starter og så kan vi vente med sommerdæk til sommeren 2025 – det er alligevel lidt af en udskrivning for både sommer- og vinterdæk med fælge til sådan en bil på en gang. Især når vi lige har investeret i vinterdæk til vores Ionic 5, som også kører rundt på nogle ret store dæk.

Derfor har vi spenderet nye kapsler, så de i det mindste er sorte og ikke det skønne plastik-sølvlook som sad på da vi købte den :-P

Viggo the van – før…

Viggo – som vi har døbt ham, før vi kørte ham til ombygning.

En ganske almindelig håndværkerbil, men med meget af det udstyr som vi har gået efter.

  • VW 6.1 Transporter
  • 2.0 med 110 hk
  • 29.000 km
  • July 2022
  • Pure Grey
  • Elektriske vinduer
  • Elektriske sidespejle
  • Sædevarme
  • Air condition
  • Touchscreen med Apple CarPlay
  • Ekstra lyddæmpet kabine