Fototur til den Olympiske del af byen…

Søndag har vi lavet til udflugtsdag – der er så mange steder vi gerne vil se, men vi kommer aldrig afsted, for der kommer altid lige et eller andet i vejen…

Vi startede i OlympiaDorf, som er bygget i forbindelse med de Olympiske sommerlege i 1972, til at huse alle de atleter der deltog i legene.

Området er så stort at vi vist skal tage det over flere omgange, så denne gang tog vi de små bungalows, som i dag er studieboliger… Et meget farverigt og kreativt område, som er virkelig spændende at gå på opdagelse i…

Hele området dækker over 300 hektar og der er 3500 boliger der huser over 6000 indbyggere..

Vi gik videre igennem de skønne grønne områder og fandt frem til den gamle, nedlagte s-bahn, der blev opført i forbindelse med sommerlegene og da legene var slut blev stationen frakoblet banenettet igen og blev kun brugt engang imellem i forbindelse med fodboldkampe på stadion. Den blev officielt lukket i ’88 og har stået tom siden. Vi har hørt at den står til at blive revet ned, så det er med at få den set inden den er væk…

Jeg elsker at gå på opdagelse sådan nogle steder og i mine øjne er det smukke steder der fortæller en historie…

Bagefter gik vi tilbage igennem stisystemerne til Olympiapark og –stadion

Olympiaturm, er med sine 291 meter Bayerns 2. højeste bygningsværk. I 181 meters højde ligger Restaurant 181, en Drehrestaurant, som drejer rundt, så man får 360°  panoramaudsigt under middagen.

Olympiastadions karakteristiske tagkonstruktion er formet efter alperne og er noget af det smukkeste i solnedgang – jeg skal helt sikkert ind en aften, med en lille picnickurv og nyde solnedgangen over stadion fra Olympiaberg

P.g.a. varmen glemte jeg faktisk helt at tage et billede af selve stadion, så det må I have tilgode – jeg havde travlt med alle de fine detaljer og skygger :-P

På vej tilbage til bilen gik vi lige forbi BMW Welt og da der er gratis adgang (ikke BMW Museum) kan man jo lige så godt kigge ind :-)

Hvis man syntes at bygningerne ser bekendte ud, så er det fordi, at det er Coop Himmelb(l)au, der står bag, som også har tegnet Musikkens Hus i Aalborg…

Alpetur…

Vi er taget ud i det blå, for at lufte vores nye bil som vi fik fredag eftermiddag, efter 3,5 måneds ventetid ;-)

Vi satte kurs mod alperne og kørte op på Hoher Peißenberg, hvor vi spiste vores medbragte madpakke og nød en knap så klar udsigt over alperne, for p.g.a. varmen var der meget diset, men der var nu stadig flot…

Derefter kørte vi 100 km østover til Café Winklstüberl, som er kendt for deres kager og folk kører langvejs fra for at få kaffe og lagkage og der er ikke sparet på noget, for det er knap at man kan spise et enkelt stykke :-P

Vi forsatte vi ad Deutsche Alpenstraße mod Kufstein i Østrig, hvorefter turen gik hjemad igen…

Vores nye vidunder, frisk fra fabrikken, som gjorde turen til en ren fornøjelse :-)

…. og så lige en solnedgang over alperne, for at gøre dagen helt perfekt :-P