For over et år siden skrev jeg om hvordan mit liv ikke lige var så fantastisk som det så ud til og i dag, mere end et år senere, er det bare stadig ikke fantastisk, tværtimod er det endnu værre end det var dengang…
Jeg har en depression og det er bare gået nedad bakke de sidste år og for nogle måneder siden fik jeg nogle paniklignende anfald, hvor jeg ikke kunne stoppe med at hyle og jeg kunne nærmest ikke trække vejret og det fik mig til at tænke..
Det er hverken hvor vi bor, sproget eller fårenes larm der er problemet, men de blev bare lige de ting man satte fokus på fordi de var der.
Mange af de ting som jeg altid har elsket, fotografien, vandreturene, turene ind til München, shoppeturene til outletten, madlavning og bagning, interessen forsvandt og det blev bare ting jeg ikke gad. Når jeg står op om morgenen er jeg lige så træt som da jeg gik i seng og mine madvaner er helt ud i skoven fordi jeg bare ikke lige orker..
Hold nu kæft hvor er det grimt at have mistet lysten til alt det man engang elskede at gøre og det er endu mere grimt når man bare ikke kan finde en logisk forklaring på hvorfor man ikke har lyst til de ting.
Det sidste år har jeg også taget endnu 6-7 kg på og det hjælper ligesom heller ikke på humøret.
Bloggen er heller ikke blevet opdateret som førhen, men lysten til at dele har bare heller ikke været der og når man ikke rigtig laver noget og ikke kommer nogen steder, er der jo ligesom heller ikke noget at dele..
Nu har vi snakket det hele godt igennem og vi er blevet enige om at der skal ændres på nogle ting og vi skal bruge den næste tid på at få mig op af det sorte hul og tilbage til det hyggelige liv vi havde før.
Vi bliver boende hvor vi er, for vi er ret glade for at bo lige her og vi kan heller ikke finde noget andet, eller jo det kan vi, men vi er ikke villige til at ofre de ting der skal til.
Vi vil ud og opleve verden og have en ekstra bil, så jeg ikke føler mig så fanget herude og kan køre mig en tur hvis behovet opstår. Nogle af de valg vi tog for lidt over et år siden, holder vi ved, for der er bare nogle ting der ikke er værd at bruge krudt på…
Jeg skal holde fokus på det positive og koncentrere mig om at tage en ting ad gangen og gøre det i mit eget tempo.
Her på billedet er jeg på vej opad bakke på vores sidste vandretur i Østrig i 2014. Nu skal jeg så op ad en anden bakke som sikkert bliver lige så hård, men med et lige så fantastisk resultat når jeg kommer op på toppen som udsigten var dengang vi nåede toppen i Østrig. Det var alle anstrengelserne værd og det er min gulerod. De ture vi har været på og de fantastiske oplevelser vi har i bagagen, det er netop det som jeg skal arbejde mig hen imod…
Jeg starter nu og håber der kommer flere indlæg her som førhen og lige om lidt tager vi på en hyggeferie og så må vi jo se når vi kommer hjem derfra om jeg kan komme lidt op i tempo igen ;-)
Kære du
Jeg håber af hele mit hjerte at du kommer op af dit sorte hul – det tager tid Det er en lang rejse, men jeg tror på dig
Kærlige tanker og kram
Hanne
Du skal nok klare det…og når du kommer op af bjerget er du stærkere end nu! Jeg har været der…så jeg skriver af erfaring! Et råd til dig…fortsæt som nu at fokusere på al det positive du kan…. Men tro mig eller ej, du skal prøve så meget du kan at ligge din kost om! Kosten har en meget større indflydelse end vi går rundt og tror på vores psykiske tilstand. Hvis jeg spiser det jeg ikke må få går jeg simpelhen i spåner både psysisk og fysisk…så overvej det meget!
Bedste ønsker til dig! Kramer
Kære du.
Det er ikke nogen trøst, men der er flere herude der kender og der kan mærke det du omtaler. Jeg er en af dem. Det er de små skridt der skal taget, du må aldrig fylde glasset helt, hvad sker der når du løfter det, så spilder du. Mit 2016 har været beriget med flere glæder, og de glæder har været der til at bearbejde de triste oplevelser.
Noget jeg har benyttet i mit arbejde med mig selv udover de små skridt er delmål, og give plads til smukke drømme der godt må være der, det er ikke sikkert de drømme bliver en realitet, men de er med til at gøre mig glad, og giver mig lysten til at fighte videre.
God fight til dig sammen med Mads.
Kære Annemette
Kender alt for godt til depression selv.
Håber du får professionel hjælp, da der er meget hjælp at hente. Det er alt for svært, at slogs med det alene.
De bedste hilsner Mia
Jeg lider heldigvis ikke af depression, men siger som Mia
Få professionel hjælp hos din læge, der evt. kan henvise dig videre.
Alt for mange tror, at de kan klare det selv, og slås unødigt længe med det.. Husk, det er ingen skam at bede om hjælp.
Knuser herfra ♥
Stakkels dig. Det er grusomt at sidde med en depression. Jeg er heldigvis blevet forskønnet for det, men min mand har haft en svær depression. Han er kommet ud af den og har det fint nu. Men det har givet mig syn for sagen. Jeg håber at du har nogle mennesker omkring dig der kan hjælpe dig og ønsker at lyset vender tilbage til dit sind.
Hej allesammen,
Tak for jeres søde kommentarer :-*
Det er desværre ikke første gang jeg er her. Jeg har været ramt af stress, dårlige nerver og depression for mange år siden..
Jeg håber jeg kan få den negative stemning vendt og lukke ørene for andres meninger og så ellers sige F*uck janteloven, så jeg kan begynde at leve mit liv igen.
Det er det der er sværest, for mig i hvert fald, ved depression, at den forhindrer fuldstændigt en i at have et liv.
Nu vil jeg koncentrere mig om de ting der giver glæde og kun fokusere på det positive..
Knus Annemette