Efter næsten 4 uger ringede DreamCruiser sidste fredag, at nu var bilen næsten færdig – den manglede bare lige sideskabet, men de havde fået leveret et til den lange model og det passede ikke ind i vores bil, som er den korte. Vi blev noget nervøse, for den farve vi har valgt er udgået, så vi var bange for, at skabet så ikke kunne leveres, men heldigvis havde Vaning nok til, at de kunne lave et nyt sideskab.
Da de alle skal på “Reise & Freizeitmesse” i München må vi desværre vente 2 uger med at få det sat i. Vi aftalte at vi kunne hente den som stod, så vi kunne begynde at sætte vores ting ind og så komme op og få sat det sidste skab i når det kommer.
Desværre glemte vi helt at tage nogle ordentlige billeder af bilen, inden vi gik igang med de ting vi har tilføjet, men vi snuppede et par med mobilen oppe hos DreamCruiser og der kan man få en fornemmelse af indretningen.
Vi har fået:
- Dieselfyr
- Isolering
- Vindue i sidedøren
- Træloft med spots
- Installeret ekstra batteri under føresædet
- Trukket el i hele bilen
- Lavet gulv
- Monteret sofa/seng og køkkendel med håndvask og køleskab
- De 2 firkantede stykker under baglygterne er blevet malet i bilens farve (de var sort plastik før)
- Der er folieret falske vinduer hele vejen rundt
Malingen af de 2 dele under baglygterne gjorde, at de blev forsinkede, fordi de ikke kunne fortsætte med el-installationen, før de fik de dele tilbage fra maleren. Foliering af “vinduerne” var også en ekstra ting, som de fik gjort for os, fordi de kendte en i nærheden, der kunne gøre det. De ting gjorde selvfølgelig at bilen var hos dem i 4 uger, i stedet for de 2 uger, som det normalt tager dem at lave en bil – men, så slap vi også for at skulle køre rundt til maler og foliering, som alligevel ville gøre, at vi skulle undvære bilen og have besværet med, at få den frem og tilbage til de forskellige steder.