Vi har lavet falafler for første gang og vi kunne se efter en søgning på nettet at alle opskrifter har nogenlunde de samme ingredienser, så vi har mixet lidt efter hvad vi synes der skulle i:
- 200 g tørrede kikærter
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 1 bdt. bredbladet persille
- 1/2 tsk. hele korianderfrø
- 2 tsk. spidskommenfrø
- 1 æg
- 2 spsk. tahin
- 2 spsk rasp
- 1 tsk. bagepulver
- 2 tsk. salt
Kikærter (der har stået i blød i koldt vand natten over), løg, hvidløg og persille kører på foodprocessor til en grov masse.
Spidskommen og koriander knuses i en morter og kommes i massen sammen med æg, tahin, rasp, bagepulver og salt og det køres til en jævn masse.
Massen formes til kugler og vi fik ca. 20 stk. – jeg havde lidt vand på hænderne, så var det nemmere at styre.
Vi kom dem i friture og de fik omkring 6 min. ved 180 grader.
En simpel salat af tomat, agurk og bredbladet persille. Yoghurtdressing blev lavet af en rest græsk yoghurt rørt med et fed presset hvidløg, lidt friskpresset citron og smag til med salt.
Vi serverede det hele på et pitabrød.