Arkiv for august, 2010

aug 13

Forberedelse til trukket gris

Vi er igang med at forberede lørdagens aftensmad. Et stykke gris der skal grilles det meste af dagen, så det bliver så mørt at det kan trækkes fra hinanden med to gafler… Uhaaaa det bliver godt.

Men før vi kommer så langt, skal svinet gnuppes ind i et par krydderier – eller tre 😉

Den nye cacao & chili fra Santa Maria skal prøves i stedet for cayennepeber.

Vi fandt en lille steg på 2,4 kg i Kaufland idag, det må være en passende størrelse til os 😉

Rub’en har vi ændret lidt i forhold til sidste gang vi lavede pulled pork:

  • 50 g brun farin
  • 50 g paprika
  • 2 spsk steak house WürzMix
  • 2 spsk Sel de Château salt
  • 1 spsk cacao & chili krydderi
  • 1 tsk sennepspulver

Stegen gnides godt ind i rub’en.

Til sidst pakkes den godt ind i madfilm og puttes i køleskabet.

Så er vi vist klar til at stå op kl. 05 i morgen tidlig og tænde op i grillen…

0
kommentarer

aug 11

Sennepsmarineret svinemørbrad

Uhmmm, idag skal der en klassiker på grillen, nemlig sennepsmarineret svinemørbrad.

Marinaden består af:

  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 tsk honning
  • 1 tsk limesaft
  • 1 1/2 spsk ketchup
  • friskkværnet peber

Hele herligheden kommes i en frysepose sammen med svinemørbrad’en og stilles i køleskabet i et par timer – gerne længere.

Når stegen er klar til grillen, pakkes den ind i seranoskinke. Den skal have en god halv times tid under låget.

Svinemørbrad’en serveres med salat, som idag var med æbler, pærer, ananas, squash og ostetern (konen fik salatost  med provence krydderi og manden fik mozzarella).

0
kommentarer

aug 10

Grillkyllingens Moink Balls

Så er det tid til nye opskrifter under låget. Vi faldt for et stykke tid siden over en opskrift på Moink Balls inde på weberklubben.dk og vi var enige om at dem skulle vi bare prøve.

Så idag laves der Moink Balls ala Pedersen.

De første ingredienser findes frem…

Vores Moink Balls er lavet af:

  • 1/2kg blandet okse- og svinefars
  • 1 hakket løg
  • et par fed pressede hvidløg
  • en god håndfuld hakket frisk basilikum
  • 1/2 mozzarella bold skåret i små tern
  • Wilkin & Son BBQ sauce
  • friskkværnet salt og peber

Det hele blandes sammen til en fars, som rulles til boller der derefter pakkes ind i bacon.

Som tilbehør laver vi mozzarella tomater og rösti kartofler.

Tomaten udhules og indholdet kommes i en skål, mens “stilken” smides væk. Herefter blandes det med en god håndfuld hakket basilikum, 2 fed presset hvidløg, 1/2 hakket løg, 1spsk ketchup og 1 spsk hvid balsamico. Til slut bruges en halv mozzarella bold som låg. Inspirationen til tomaterne er fundet på grillguru.dk.

Så er alle de gode sager klar til grillen.

Når bacon’en har sat sig (efter ca. 10min), smøres kuglerne med en omgang af BBQ saucen. Efter 10min smøres de nok engang på den anden side.

Hold da op der dufter himmelsk på altanen!!

Så er der serveret, velbekomme!

0
kommentarer

aug 09

Gambas al pil pil

I dag står den på en spansk inspireret ret med rejer… Gambas al pil pil. Retten faktisk er såre simpel; rejer stegt i olie med tørrede chiliflager og hvidløg. Vores udgave er lidt anderledes, da vi har brugt chiliolie i stedet for tørrede chiliflager.

Først pilles nogle store rejer – og husk at få tarmen med 😀

Rejerne kommer under låget sammen med et økologisk solsikkekerneflütes. Rejerne skal kun have 8-10min under låget, hvorefter de får en flot rød farve.

Gambas al pil pil serveret med øko flütes og hvidløgssmør.

0
kommentarer

aug 08

Svineryg med pasta-ala-alt-godt-fra-køleskabet

I dag står den på svineryg, eller svinekam uden spæk, med pasta og køleskabsrester.

Der koges lidt minipasta og rodes lidt i køleskabet efter noget vi kan putte i 😉

Der blev fundet lidt af hvert:

  • cherry tomater
  • forårsløg
  • mini mozzarella
  • mini pasta penne
  • frisk basilikum
  • en lille håndfuld grillede røde peber i strimler

Det blev proppet i et tærtefad og herefter røres 6 små æg, en sjat mælk og BBQ sauce sammen og hældes over.

Svineryggen blev marineret i “Mama Africa’s Jabula Sauce” og lå en times tid på køl.

Efter godt en time under låget, når stegen en kernetemperatur på 77 grader og der dufter himmelsk 😉

Så er der serveret, velbekomme!

0
kommentarer

aug 07

Oksesteg med fløde fritter

Juhuuu, der er et lille ophold i regnen idag – så vi skynder os at gøre klar til at grille…

Ved middagstid blandes der en cognac marinade til oksestegen, som får lov at ligge på køl i nogle timer.

Ved aftenstid tænder vi op i Kermit.

Tilbehøret i dag består af fløde fritter. Vi har ikke fundet frosne kartofler i skiver hernede, så derfor prøver vi med fritter – de smager vel af det samme???

Opskriften er ret simpel (og på øjemål):

  • en pose fritter (600g)
  • ca. 1/2l fløde
  • løgpulver
  • hvidløgssalt
  • revet muskatnød

Efter en god time under låg dufter der himmelsk på altanen!

Så er der serveret, velbekomme!

0
kommentarer

aug 04

Koteletter med fyld

Idag står den på koteletter med fyld. Koteletterne købte vi for et stykke tid siden i Edeka, Erding – de har nemlig en ret lækker slagterafdeling 😉

Kermit gøres klar med genbrugs briketter.

Vi ville egentlig have haft salat til, men vi havde ikke rigtig noget at putte i salaten, så vi skyndte os at køre til nabobyen og købe nogle kartoflerbåde…

Så er der serveret, koteletter med fyld, kartoffelbåde og tzatziki. Vi kan vist godt købe de koteletter en anden gang, for de var dælme lækre.

0
kommentarer