Fladbrødsburgere…

Jeg har flere gange set den famøse “Taco-burger” “Tiktok-burger” eller hvad den nu ellers bliver kaldt, i mit instafeed og tænke at det måtte vi også hellere prøve – dog i vores egen udgave 😀

Vi starter med vores egen dressing, i stedet for den BigMac dressing som de fleste laver – jeg er ikke så tosset med BigMac og slet ikke dressingen.

Det tager ikke 5 min. at røre denne dressing sammen og den er god til burgere.

Vi bruger vores hjemmebagte fladbrød fra igår..

Vi har ikke en stegeplade til vores grill, så vi måtte stege kødet for sig da det “faldt af” brødet på grillen…

Da kødet var stegt kom vi det på fladbrødet igen og kom ost på og kom det tilbage på grillen…

Det endte faktisk meget godt og det er en ide man sagtens kan lege videre med 😉

Kulmule med grønkålssalat…

Fisken vi ikke fik igår, da vi kom sent ind mod aftensmaden og valgte at hente en pizza i stedet.

En lækker kulmule 🙂

En hurtig kålsalat af grønkål, æbler, pinjekerner og pecorino. Igen er det en nem dressing af ca 2 spik. citronolie, 1 spsk. æbleeddike, 1 tsk. sennep, 1 tsk. honning og salt og peber.

Slet ikke så dårligt 😉

Basilikumpesto…

Først på sæsonen købte vi 2 potter med øko-basilikum i det lokale supermarked, for omkring 30 kr. og de blev plantet ud i en altankasse, i vores vindueskarm i køkkenet, som er sydvendt.

Den er blevet passet og trimmet i løbet af sæsonen og den har givet os overraskende meget pesto.

Jeg tror vi har 7-8 små glas i fryseren, plus det basilikum og pesto vi har spist i løbet af sæsonen 🙂

Den er igen blevet trimmet og denne gang fik vi 3 glas ud af det. Spændende hvor længe den bliver ved at give 😉

Min opskrift på pesto kan findes i dette indlæg.

Caesarburger…

Hjemmelavet caesardressing rocks!

Til 2 burgere brugte vi:

  • 100 g Mayo – vi brugte Hellmans i dag, for vi havde ikke lige en neutral olie på lager.
  • 1 tsk. Sennep
  • 2 spsk. saft af en citron
  • 1 fed hvidløg
  • ca. 20 g fintrevet parmesan

Rør ingredienserne sammen og smag evt. til med mere parmesan og citron.

Vi vendte lidt salat i et par spiseskefulde dressing og smurte både over og underbolle med dressing. Vi startede med et par skiver bøftomat og ovenpå dem kom salaten. Den sidste rest kylling fra i mandags blev stegt på en meget varm pande, så det fik en fin stegeskorpe og blev varmet igennem. En pakke øko-bacon fik samme tur og begge dele blev placeret ovenpå salaten. Til slut en gang flaget parmesan og låg på, så er den klar til servering.

Nomnomnom! Mere er der vist ikke at sige til den 😛

Brisket…

Ca en gang om året laver vi en brisket og da det er en heldagsforstilling, skal den gerne være stor og række til mange måltider, for det ligesom kan betale sig.

Denne gang har vi fået en ordentlig klippert på over 4 kg. Den bliver sat i røgeovnen med æbleflis ved 9.30 tiden.

Vi har valgt at bruge den første portion til burgere, så vi laver en burgerdressing af:

  • 8 spsk. Ketchup
  • 2 spsk. Dijon honing sennep
  • 2 spsk. Tyk creme fraiche
  • 2 spsk. Balsamico
  • 1 spsk. Mayonaise
  • 1 spsk. Cognac (kan udelades)
  • 1 tsk. Sød paprika
  • Salt & Peber

Alle ingredienser røres godt sammen med et piskeris.

I dag havde vi lavet halv portion og der blev til en lille flaske på knap 200ml.

Vores brisket efter den første omgang med røg.

Så skal den pakkes ind og tilbage i ovnen.

Sidste skridt er en tur i termoboks i et par timer.

Vi har købt en lækker vintage cheddar , som vi ville prøve i vores burger – og her behøver man ikke fortælle, at jeg lige fik smagt en kvart ost, mens jeg skar den, vel…

Brisketburger med burgerdressing, salat, brisket, cheddar, og hjemmesyltede agurker. Vi fik pommes til sammen med en lækker mild citronmayo fra et lokalt firma der laver nogle virkelig skønne produkter.

Fremgangsmåden på brisket er beskrevet i det her indlæg.