Flere rester og tilbudsvin…

Der er stadig rester fra søndag, så den står på restemad igen…

Flæskestegsburger med to slags rødkål og sovs – rester er slet ikke så tosset 😛

Vi fandt vin på tilbud i det lokale supermarked. Chianti Classico Riserva til kun 9.74€ (knap 75dkk) og vi kan se på nettet at den står til 199dkk i danmark og den koster 130-150dkk her i tyskland, så den glæder vi os til at smage.

Caesarburger…

Hjemmelavet caesardressing rocks!

Til 2 burgere brugte vi:

  • 100 g Mayo – vi brugte Hellmans i dag, for vi havde ikke lige en neutral olie på lager.
  • 1 tsk. Sennep
  • 2 spsk. saft af en citron
  • 1 fed hvidløg
  • ca. 20 g fintrevet parmesan

Rør ingredienserne sammen og smag evt. til med mere parmesan og citron.

Vi vendte lidt salat i et par spiseskefulde dressing og smurte både over og underbolle med dressing. Vi startede med et par skiver bøftomat og ovenpå dem kom salaten. Den sidste rest kylling fra i mandags blev stegt på en meget varm pande, så det fik en fin stegeskorpe og blev varmet igennem. En pakke øko-bacon fik samme tur og begge dele blev placeret ovenpå salaten. Til slut en gang flaget parmesan og låg på, så er den klar til servering.

Nomnomnom! Mere er der vist ikke at sige til den 😛

Brisket…

Ca en gang om året laver vi en brisket og da det er en heldagsforstilling, skal den gerne være stor og række til mange måltider, for det ligesom kan betale sig.

Denne gang har vi fået en ordentlig klippert på over 4 kg. Den bliver sat i røgeovnen med æbleflis ved 9.30 tiden.

Vi har valgt at bruge den første portion til burgere, så vi laver en burgerdressing af:

  • 8 spsk. Ketchup
  • 2 spsk. Dijon honing sennep
  • 2 spsk. Tyk creme fraiche
  • 2 spsk. Balsamico
  • 1 spsk. Mayonaise
  • 1 spsk. Cognac (kan udelades)
  • 1 tsk. Sød paprika
  • Salt & Peber

Alle ingredienser røres godt sammen med et piskeris.

I dag havde vi lavet halv portion og der blev til en lille flaske på knap 200ml.

Vores brisket efter den første omgang med røg.

Så skal den pakkes ind og tilbage i ovnen.

Sidste skridt er en tur i termoboks i et par timer.

Vi har købt en lækker vintage cheddar , som vi ville prøve i vores burger – og her behøver man ikke fortælle, at jeg lige fik smagt en kvart ost, mens jeg skar den, vel…

Brisketburger med burgerdressing, salat, brisket, cheddar, og hjemmesyltede agurker. Vi fik pommes til sammen med en lækker mild citronmayo fra et lokalt firma der laver nogle virkelig skønne produkter.

Fremgangsmåden på brisket er beskrevet i det her indlæg.

Fyldte burgere…

Vi havde nogle rester rundt omkring der trængte til at blive brugt, så menuen blev til fyldte burgere capresestyle 😉

En rest pesto fra fryseren…

Lidt tomater der var blevet blødte i den ene ende og en mozzarella der havde lagt lidt over tiden i køleskabet…

Lidt salt og peber på begge sider og de er klar til grillen…

Burgere med fyld bliver bare så gode og saftige – især hvis man ikke fyrer for meget op under kullene og branker dem 😀

Mums siger jeg bare!