Stop madspild…

Her i huset går vi meget op i at spilde så lidt af vores gode råvarer som muligt. Vi mener at når der, for det første er brugt resurser på at fremstille dem og for det andet, at vi har brugt penge på at købe dem, så er det med at udnytte dem fuldt ud. Vi gør hvad vi kan og bliver stadig bedre til at bruge det hele.

Når vi griller gemmer vi alt det der bliver skåret fra kødet i fryseren og når vi så har samlet nok, laver vi en omgang fond. Vi har ikke brugt købe-bouillon i virkelig lang tid, fordi vi kan bruge det “affald” vi får fra kødet i løbet af grillsæsonen. I dag er det kylling der bliver kogt op med gulerødder, løg og porretoppe, som faktisk er porrer fra min fars lille køkkenhave, som de ikke nåede at få spist og derfor groede de i stok. De blev hevet op, renset og pakket i poser til supper og fond 🙂

Alle de ender og kanter vi får tilbage i brødafdelingen kommer også i en pose i fryseren. Når der er nok kører vi det til rasp, så det køber vi heller ikke mere.

Rasp er simpelt at lave:

Man tager alle de brødrester man har samlet og skærer dem i mindre stykker, lader dem ligge og tørre på køkkenbordet.

Når de er tørret kommes de i en foodprocessor og køres til fint rasp. Derefter bredes det ud på en bageplade med bagepapir og kommes i ovnen ved omkring 100 grad til det er godt tørt (1/2-1 time)

Så kommes det på glas eller dåse der lukker helt tæt og der er lækkert rasp som har noget mere smag end det man køber 😉

Rotisseriekylling…

Det er så længe siden vi har fået en kylling på rotisseriet, så det er på programmet.

Vi har planlagt en simpel kålsalat af spidskål, gulerod og æble med en nem olie eddikedressing (olie, æbleeddike, honning, salt og peber) og toppet med ristede græskarkerner.

Sådan en økologisk kylling der får lov at løbe frit får nogle ordentlige lårbasser 😀

Kyllingen bliver smurt i citronolie og bliver drysset med salt.

Umh den dufter himmelsk!

En god rødvin til, bare fordi der er ferie, som er hjembragt fra ferie i Italien 😉

Efter godt en time er kyllingen perfekt sprød og virkelig mør.

Så er der serveret 🙂

Brisket…

Ca en gang om året laver vi en brisket og da det er en heldagsforstilling, skal den gerne være stor og række til mange måltider, for det ligesom kan betale sig.

Denne gang har vi fået en ordentlig klippert på over 4 kg. Den bliver sat i røgeovnen med æbleflis ved 9.30 tiden.

Vi har valgt at bruge den første portion til burgere, så vi laver en burgerdressing af:

  • 8 spsk. Ketchup
  • 2 spsk. Dijon honing sennep
  • 2 spsk. Tyk creme fraiche
  • 2 spsk. Balsamico
  • 1 spsk. Mayonaise
  • 1 spsk. Cognac (kan udelades)
  • 1 tsk. Sød paprika
  • Salt & Peber

Alle ingredienser røres godt sammen med et piskeris.

I dag havde vi lavet halv portion og der blev til en lille flaske på knap 200ml.

Vores brisket efter den første omgang med røg.

Så skal den pakkes ind og tilbage i ovnen.

Sidste skridt er en tur i termoboks i et par timer.

Vi har købt en lækker vintage cheddar , som vi ville prøve i vores burger – og her behøver man ikke fortælle, at jeg lige fik smagt en kvart ost, mens jeg skar den, vel…

Brisketburger med burgerdressing, salat, brisket, cheddar, og hjemmesyltede agurker. Vi fik pommes til sammen med en lækker mild citronmayo fra et lokalt firma der laver nogle virkelig skønne produkter.

Fremgangsmåden på brisket er beskrevet i det her indlæg.

Gammeldags Millionbøf…

Millionbøf på den helt gammeldags måde 😉

  • 3 små løg, eller 1 stort.
  • 500 g hakket oksekød.
  • 1 ds hakkede tomater.
  • Tilsvarende vand.
  • ca. 2 dl oksefond (evt. hjemmelavet).
  • 1 dl fløde (kan udelades).
  • Kulør.
  • 1 spsk. maizena rørt med vand.
  • 1 pose kartofler.
  • Rødbeder.

Snit løgene og brun dem godt af i en stegegryde.
Kom oksekødet ved og brun godt af.
Kom godt med friskkværnet salt og peber ved.
Når kødet er brunet kommes tomaterne ved og dåsen fyldes med vand og det hældes ved, så får man også det sidste tomat med.
Kom oksefond ved og lad det simre i mindst 30 min.
Kom fløde ved og kom kulør i indtil det har den farve man vil have sin millionbøf. Jævn med maizena og smag evt. til med salt og peber.

Server med kogte kartofler og rødbeder.

For mig er millionbøf en af de retter man bare ikke ændrer på – den skal være lige som mor lavede den 🙂

Madplan uge 39/40 2020…

Sidste uge gik planen i vasken, men nu er vi tilbage på sporet.

Den nye plan ser sådan her ud:

  • Fredag – Chili (rets fra Onsdag)
  • Lørdag – Millionbøf med kartofler
  • Søndag – Brisketburger
  • Mandag – Kylling på rotisseri med kålsalat
  • Tirsdag – Millionbøf (rest fra Lørdag)
  • Onsdag – Rødspættefilet med kålsalat
  • Torsdag – Kylling i karry

Madplanen kan ændres hvis vejret ændrer sig. Jeg tjekker nemlig altid vejrudsigten når jeg laver madplanen, men vi ved jo alle at den ikke altid holder 😉

New York Cut…

Der er store bøffer på planen i dag 😉

Det er virkelig længe siden vi har fået hasselback kartofler, så det skal vi have til i dag. Så var der endelig en mulighed for at få indviet vores hasselback-holder som vi fik i julegave sidste år 😛

Dry Aged New York Cut (Clubsteak), som fik 3 timer 45 min. i sous vide.

Efter sous vide rammer den grillen og får lækker stegeskorpe.

Ærter og Knorr’s krydrede bearnaise til og det er et kongemåltid 🙂