Grillhygge med gode venner…

Vi mødtes med nogle venner til grill ved Pullinger Weiher i Freising.

Florian laver karameliserede løg til vores tortilla wraps.

Hakket oksekød med et brev Tacokrydderi, som er en hurtig løsning, når man laver sådan en spontan omgang cook out 😉

Yummy yummy 😛

Kaiserschmarnn med hjemmelavet æblemos og kanelsukker. Vi havde lavet dobbeltportion og næste gang holder vi os til enkelt, for vi havde lidt problemer med at få den gennembagt, fordi der var for meget dej på en gang.

Vi sluttede af med popcorn og kaffe 🙂

Grillaften ved Ammersee…

Vi er kørt til Ammersee for at fotografere solnedgang og Mælkevejen – grillen er selvfølgelig med 😉

En ny grill er kommet til – endnu en Cobb, men denne gang er det en gas-udgave, da der efterhånden er mange steder vi ikke må grille med kul.

Vi måtte heller ikke grille nede ved søen, så vi fandt en p-plads i nærheden. Ikke de flotteste omgivelser, men selskabet fejlede absolut ingenting og så er omgivelserne jo ikke så vigtige.

Det blev til burgere, for det er nemt når man er på tur.

Steffi havde bagt kage og der var friskbrygget espresso til 😉

Solnedgang ved søen på en helt skøn aften.

Vin fra Alsace…

Man kan jo ikke tage til Alsace uden at få vin med hjem.

Vores all-time favorit i Alsace er Le freres Engel i Orschwiller en lille by med under 700 indbyggere og de er altid vores første stop. Det er et lille familiedrevet sted med virkelig lækkert økologisk vin til fair priser. Vores andet stop er Rolly Gassmann, som har fået lavet et kæmpe nyt vinhus med udsigt over området omkring Rorschwihr, som også er en lille by med under 400 indbyggere. Første gang vi besøgte dem (tilbage i 2018 mener jeg) var de placeret lige nedenfor det nye sted i et lille lokale som var, lidt ligesom at komme ind i en lille hemmelig grotte. Så hyggeligt og intimt, hvorimod det nye sted er lige modsat – stort og upersonligt efter min smag, men vinen er stadig lige god 😉

Sidste vin er, for os, ny og tysk. Der stod en dame i Edeka lige på den anden side af grænsen, hvor vi var inde og handle lidt på vejen hjem og hun tilbød vinsmagning og det gik jeg jo ikke bare forbi 😛  Fritz Waßmer lå omkring 20 km derfra, men vi havde desværre ikke tid til at besøge vinhuset i denne omgang, men det er bestemt et der skal besøges senere – især deres Grauer Burgunder faldt i vores smag.

Fredagshygge i Alsace…

Vi tog rundt til nogle af de små byer og købte lidt lækkerier.

Vi smagte os til en god portion ost og salami ved en lille ostebutik på Rue du Rempart Sud.

Han var meget large med smagsprøver og alle oste smagte fantastisk. Ostene var fra lokalområdet og vi fik en god snak om hvor og hvordan de forskellige oste var fremstillet – jeg elsker at komme ind til folk der er passioneret omkring det de gør og hvor man kan se stoltheden over produkterne og ikke bare får en sludder for en sladder for at sælge så meget som muligt. Vi gik naturligvis derfra med en fyldt rygsæk og er I i Alsace, så besøg Eguisheim og den lille ostebutik på hjørnet, som åbenbart ikke har noget navn.

Vi købte en god kotelet hos slagteren på vejen tilbage til campingpladsen og fik resten af salaten fra igår dertil.

Efter endnu en tur ud og fotografere landskab i solnedgang, hyggede vi med en fransk kage, kirsebær fra Baden-württemberg (lige på den anden side af grænsen) og kaffe på terrassen.

Kantareller fra skoven – ferie i Danmark…

I sidste uge kom en veninde forbi med en stor portion kantareller, som hun havde samlet i skoven her i nærheden…

Vi valgte den simple, men lækre løsning med en æggekage med masser af gruyere og purløg fra haven på toppen 🙂

Forleden kom hun med en omgang mere og den kom i fløde sammen med bacon til en gang frisk pasta – skønt med sådanne venner der kommer forbi med luksus til aftensmaden 🙂