Caesarburger…

Hjemmelavet caesardressing rocks!

Til 2 burgere brugte vi:

  • 100 g Mayo – vi brugte Hellmans i dag, for vi havde ikke lige en neutral olie på lager.
  • 1 tsk. Sennep
  • 2 spsk. saft af en citron
  • 1 fed hvidløg
  • ca. 20 g fintrevet parmesan

Rør ingredienserne sammen og smag evt. til med mere parmesan og citron.

Vi vendte lidt salat i et par spiseskefulde dressing og smurte både over og underbolle med dressing. Vi startede med et par skiver bøftomat og ovenpå dem kom salaten. Den sidste rest kylling fra i mandags blev stegt på en meget varm pande, så det fik en fin stegeskorpe og blev varmet igennem. En pakke øko-bacon fik samme tur og begge dele blev placeret ovenpå salaten. Til slut en gang flaget parmesan og låg på, så er den klar til servering.

Nomnomnom! Mere er der vist ikke at sige til den 😛

Kylling i karry…

Resterne af vores rotisseriekylling fra i mandags blev i dag til en lækker kylling i karry og det er godt nok længe siden vi har fået det 😉

I dag blev det serveret med bayerske ris, som er fra en af de lokale møller. Bayerske ris er en blanding af emmer, einkorn og spelt, som man kan bruge akkurat ligesom man ville bruge ris, men så er det dyrket og høstet lokalt i modsætningen til ris. Vi synes faktisk at de har mere smag og mere bid end ris og har helt byttet almindelige ris ud med de bayerske ris 🙂

Der er stadig lidt kylling tilbage, som er på planen i morgen 🙂

Stop madspild…

Her i huset går vi meget op i at spilde så lidt af vores gode råvarer som muligt. Vi mener at når der, for det første er brugt resurser på at fremstille dem og for det andet, at vi har brugt penge på at købe dem, så er det med at udnytte dem fuldt ud. Vi gør hvad vi kan og bliver stadig bedre til at bruge det hele.

Når vi griller gemmer vi alt det der bliver skåret fra kødet i fryseren og når vi så har samlet nok, laver vi en omgang fond. Vi har ikke brugt købe-bouillon i virkelig lang tid, fordi vi kan bruge det “affald” vi får fra kødet i løbet af grillsæsonen. I dag er det kylling der bliver kogt op med gulerødder, løg og porretoppe, som faktisk er porrer fra min fars lille køkkenhave, som de ikke nåede at få spist og derfor groede de i stok. De blev hevet op, renset og pakket i poser til supper og fond 🙂

Alle de ender og kanter vi får tilbage i brødafdelingen kommer også i en pose i fryseren. Når der er nok kører vi det til rasp, så det køber vi heller ikke mere.

Rasp er simpelt at lave:

Man tager alle de brødrester man har samlet og skærer dem i mindre stykker, lader dem ligge og tørre på køkkenbordet.

Når de er tørret kommes de i en foodprocessor og køres til fint rasp. Derefter bredes det ud på en bageplade med bagepapir og kommes i ovnen ved omkring 100 grad til det er godt tørt (1/2-1 time)

Så kommes det på glas eller dåse der lukker helt tæt og der er lækkert rasp som har noget mere smag end det man køber 😉

Rotisseriekylling…

Det er så længe siden vi har fået en kylling på rotisseriet, så det er på programmet.

Vi har planlagt en simpel kålsalat af spidskål, gulerod og æble med en nem olie eddikedressing (olie, æbleeddike, honning, salt og peber) og toppet med ristede græskarkerner.

Sådan en økologisk kylling der får lov at løbe frit får nogle ordentlige lårbasser 😀

Kyllingen bliver smurt i citronolie og bliver drysset med salt.

Umh den dufter himmelsk!

En god rødvin til, bare fordi der er ferie, som er hjembragt fra ferie i Italien 😉

Efter godt en time er kyllingen perfekt sprød og virkelig mør.

Så er der serveret 🙂

Gammeldags Millionbøf…

Millionbøf på den helt gammeldags måde 😉

  • 3 små løg, eller 1 stort.
  • 500 g hakket oksekød.
  • 1 ds hakkede tomater.
  • Tilsvarende vand.
  • ca. 2 dl oksefond (evt. hjemmelavet).
  • 1 dl fløde (kan udelades).
  • Kulør.
  • 1 spsk. maizena rørt med vand.
  • 1 pose kartofler.
  • Rødbeder.

Snit løgene og brun dem godt af i en stegegryde.
Kom oksekødet ved og brun godt af.
Kom godt med friskkværnet salt og peber ved.
Når kødet er brunet kommes tomaterne ved og dåsen fyldes med vand og det hældes ved, så får man også det sidste tomat med.
Kom oksefond ved og lad det simre i mindst 30 min.
Kom fløde ved og kom kulør i indtil det har den farve man vil have sin millionbøf. Jævn med maizena og smag evt. til med salt og peber.

Server med kogte kartofler og rødbeder.

For mig er millionbøf en af de retter man bare ikke ændrer på – den skal være lige som mor lavede den 🙂

New York Cut…

Der er store bøffer på planen i dag 😉

Det er virkelig længe siden vi har fået hasselback kartofler, så det skal vi have til i dag. Så var der endelig en mulighed for at få indviet vores hasselback-holder som vi fik i julegave sidste år 😛

Dry Aged New York Cut (Clubsteak), som fik 3 timer 45 min. i sous vide.

Efter sous vide rammer den grillen og får lækker stegeskorpe.

Ærter og Knorr’s krydrede bearnaise til og det er et kongemåltid 🙂

Chili Con Carne…

Regnvejr passer perfekt til en omgang chili og her er vores udgave!

Chili med tortilla chips og guacamole 🙂

  • 5oo gram hakket oksekød
  • 150 gram forkogte hvide bønner
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 grøn peberfrugt i tern
  • 11⁄2 meget finthakket chili
  • 1 finthakket rødløg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 30 gram mørk chokolade
  • 50 gram høvlet parmesan
  • 1 flaske øl (en god en af slagsen og gerne mørk, 33cl)
  • Salt og peber

Det hakkede oksekød plukkes i klumper med fingrene og kommes i en stegeso eller en gryde med låg der kan komme i ovnen.

Fordel rødløg, chili og hvidløg oven på kødet.

Herefter kommes peberfrugterne, de hakkede tomater og de hvide bønner ovenpå.

Chokoladen brækkes i mindre stykker og fordeles overnpå sammen med parmasanflagerne.

Der krydres med salt og peber og øllet hældes over.

Læg låg på, sæt gryden i ovnen og tænd på 110 grader (almindelig ovn) og lad retten simre i 21⁄2 time.