En hurtig fredagspizza…

Der er pizza på planen og i siste uge skulle det have været pizza på grill, men vejret ville noget andet, så i dag blev det hurtig fredagspizza i ovnen.

Vi snupper en købe-bund i dag, for Denn’s Biomarkt har nogle virkelig gode bunde og det er nemt når det skal gå lidt stærkt.

Den bliver smurt med hjemmelavet pizzasauce, som vi har på lager i fryseren, derpå revet ost og brisket fra fryseren.

Efter en tur i ovnen topper vi den med frisk salat, tomat, agurk og en creme fraiche dressing.

Serveret med hyggelys og en Verosso i glasset er det da en perfekt fredag 🙂

Brisket…

Ca en gang om året laver vi en brisket og da det er en heldagsforstilling, skal den gerne være stor og række til mange måltider, for det ligesom kan betale sig.

Denne gang har vi fået en ordentlig klippert på over 4 kg. Den bliver sat i røgeovnen med æbleflis ved 9.30 tiden.

Vi har valgt at bruge den første portion til burgere, så vi laver en burgerdressing af:

  • 8 spsk. Ketchup
  • 2 spsk. Dijon honing sennep
  • 2 spsk. Tyk creme fraiche
  • 2 spsk. Balsamico
  • 1 spsk. Mayonaise
  • 1 spsk. Cognac (kan udelades)
  • 1 tsk. Sød paprika
  • Salt & Peber

Alle ingredienser røres godt sammen med et piskeris.

I dag havde vi lavet halv portion og der blev til en lille flaske på knap 200ml.

Vores brisket efter den første omgang med røg.

Så skal den pakkes ind og tilbage i ovnen.

Sidste skridt er en tur i termoboks i et par timer.

Vi har købt en lækker vintage cheddar , som vi ville prøve i vores burger – og her behøver man ikke fortælle, at jeg lige fik smagt en kvart ost, mens jeg skar den, vel…

Brisketburger med burgerdressing, salat, brisket, cheddar, og hjemmesyltede agurker. Vi fik pommes til sammen med en lækker mild citronmayo fra et lokalt firma der laver nogle virkelig skønne produkter.

Fremgangsmåden på brisket er beskrevet i det her indlæg.

Gammeldags Millionbøf…

Millionbøf på den helt gammeldags måde 😉

  • 3 små løg, eller 1 stort.
  • 500 g hakket oksekød.
  • 1 ds hakkede tomater.
  • Tilsvarende vand.
  • ca. 2 dl oksefond (evt. hjemmelavet).
  • 1 dl fløde (kan udelades).
  • Kulør.
  • 1 spsk. maizena rørt med vand.
  • 1 pose kartofler.
  • Rødbeder.

Snit løgene og brun dem godt af i en stegegryde.
Kom oksekødet ved og brun godt af.
Kom godt med friskkværnet salt og peber ved.
Når kødet er brunet kommes tomaterne ved og dåsen fyldes med vand og det hældes ved, så får man også det sidste tomat med.
Kom oksefond ved og lad det simre i mindst 30 min.
Kom fløde ved og kom kulør i indtil det har den farve man vil have sin millionbøf. Jævn med maizena og smag evt. til med salt og peber.

Server med kogte kartofler og rødbeder.

For mig er millionbøf en af de retter man bare ikke ændrer på – den skal være lige som mor lavede den 🙂