Nytårmenuen 2020…

Nytår er for os lækkert mad, vin og hygge – ikke så meget fest og krudt. Vi vil hellere bruge 400kr på en god vin til maden end på en raket 😀

Cote de Boeuf, som først har været i sousvide, efterfulgt af en tur på grillen.

Serveret med sprødstegte kartofler, bønner og whiskysauce.

Vi fik en af vores yndlingsvine fra Italien til – en Amarone fra Speri 🙂

Desserten var en lækker chokoladekage med lys chokoladecreme.

Vi snupper lige en dag mere…

Nu går det lige så godt med de der rester 😛

Det allersidste steg og de allersidste kartofler fik vi til frokost…

Til aften kom der også rester på skemaet, for vi havde et kvart hvidkål fra vores Irsk stuvning og en halv pakke oksehak der var steg fra en dag vi fik hakkedrenge og ikke fik brugt den anden halvdel af kødet. Det hele kom i en pande med krydderier og fik lidt revet alpeost over til sidst og så fik vi ryddet lidt ud i de rester 😀

Fredagspizza…

Det blev til hurtig pizza i dag og vi brugte færdige øko-bunde fra Denn‘s Biomarkt.

Vi har hjemmelavet pizzasauce i fryseren og sådan et glas rækker til 2 pizza’er, så vi lavede en med pizzasauce, ost, oksekød og løg, som så fik salat, tomat og creme fraiche dressing på da den kom ud af ovnen. Den anden fik pizzasauce, ost og iberico chorizo på og fik frisk grønkål, pinjekerner og manchego på da den kom ud af ovnen.

Hønsekødsuppe…

Der er suppetid og det betyder suppe og tarteletter 🙂

Jeg har gemt nogle af de ting jeg har skåret fra grøntsagerne de seneste par uger og de kunne passende bruges til at koge suppe på. Jeg havde toppen fra en selleri og porretoppe fra de seneste 2-3 uger, som var gemt i fryseren og det blev suppleret med et bund bredbladet persille og nogle slatne gulerødder fra grøntsagsskuffen og så selvfølgelig en god stor øko-kylling 🙂

Porrer, gulerødder og selleri er skåret i tern og kyllingen er plukket.

Der er ikke noget som suppe og tarteletter 😛

Vintermad når det er bedst 😉

Borgmesterstykke med små gulerødder og rødvinssauce…

Lørdag er lig med god mad og i dag bliver der udryddet lidt rester 😛

Små kartofler som vi faktisk havde glemt i en skuffe og gulerødder med en smørklat og læsøsalt kom i ovnen ved 200 grader til de var møre, ca. 45 min.

I fryseren havde vi en lille bøtte med andesovs fra sidste jul og den blev spædet op med fedtet fra panden og en god sjat rødvin og den smagte fantastisk 😀

Borgmesterstykket, eller okseklump som det hedder på dansk, har hygget i sousvide det meste af dagen og blev brunet af på en pande med smør/olie ved høj varme.

Vores kaffepusher har til huse i samme lokaler som vinhandlen, så da Mads var efter kaffe tidligere på ugen, spurgte han lige efter en flaske god vin til sådan et stykke borgmester og det blev denne økologiske spanske vin og den var helt god 😉

Simpelt, men lækkert 🙂

Der er masser af kød i sådan et stykke og vi har skåret et stykke fra, som vi kan få senere til en god middag og resten skærer vi til pålæg i morgen 🙂