Lørdagskylling og roulade…

Vi har lavet en roulade – en Baileys roulade 😉

Jeg tror ikke det bliver til et Mesterbager-forklæde, men den smagte fantastisk og hvis I vil prøve, så finder I opskriften lige her…

Til aften lavede vi kylling og grønt i fad og vi havde Kartofler, pastinakker, rosenkål, gulerødder og brune champignons i fadet og et par stykker kylling ovenpå. Til sidst kommes salt og friskkværnet peber over.

Lidt rødvin og bouillon over og så i ovnen ved 200 grader til grøntsagerne er møre og kyllingen er gennemstegt.

Mmmm lørdagskylling med grønt…

 

Minestronesuppe…

Vi faldt over noget lokaltproduceret pasta lavet på røde linser i vores lokale Rewe, så det skulle selvfølgelig prøves. Ikke fordi det er vegansk, eller andet, men bare fordi det er sjovt at prøve nye ting og så er det et bayersk produkt og det er vi altid klar på at støtte op om ,-)

Minestronesuppe:

  • 3 fed hvidløg
  • 3 store løg
  • 2 stilke bladselleri
  • 2 store gulerødder
  • 2 store kartofler
  • 100 g. bønner
  • 100 g. hvide bønner, forkogte eller fra dåse.
  • 1/2 dl. olivenolie
  • 100 g. god bacon, i små tern
  • 1 1/2 liter grøntsags- eller hønsebouillon
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 80-100 g. tørret pasta
  • Salt og peber
  • Friskrevet parmesan, til pynt

Hvidløg, løg, selleri, gulerødder, kartofler, bønner og courgette skylles, skrælles og skæres i tern.
Olie varme i en stor gryde for jævn varme.
Tilsæt bacon og svits et par min.
Tilsæt løg og hvidløg og svits dem med i et par min.
Rør selleri, gulerødder og kartofler i og svits igen et par min.
Gentag med bønner og courgette og steg alle grøntsager under jævnlig omrøring i 15 min.
Tilsæt bouillon, hakkede tomater og tomatpuré.
Smag til med salt og peber.
Bring suppen i kog og lad den simre i 1 time.
Kom pastaen i gryden og kog 20 min.

Server suppen med revet parmesan over.

Tip: Man kan skifte de fleste grøntsager ud med hvad man nu har i grøntskuffen der skal udryddes.

En virkelig god vintersuppe der giver varmen 😉

Porretærte med pancetta og pecorino…

Jeg elsker tærter. Alle mulige slags tærter. De er også gode til at få bugt med nogle rester 😉

En rest pecorino og en rest pancetta der lå i køleskabet.

En enkelt porre skåret i ringe og stegt på panden sammen med pancettaen. En købt tærtebund fra fryseren, hvor porrefyldet fordeles på.

6 æg, en slat mælk, det meste af den revne pecorino og salt og friskkværnet peber røres sammen og hældes over porrefyldet. Det sidste pecorino kommes ovenpå og den kommes i ovnen ved 200 grader til den er bagt igennem og er flot gylden 🙂

En simpel salat af grønkål og æbler – den sædvanlige kan man jo godt sige 😀

Slet ikke dårligt og der blev tømt ud i nogle rester.