Jeg elsker tærter. Alle mulige slags tærter. De er også gode til at få bugt med nogle rester 😉
En rest pecorino og en rest pancetta der lå i køleskabet.
En enkelt porre skåret i ringe og stegt på panden sammen med pancettaen. En købt tærtebund fra fryseren, hvor porrefyldet fordeles på.
6 æg, en slat mælk, det meste af den revne pecorino og salt og friskkværnet peber røres sammen og hældes over porrefyldet. Det sidste pecorino kommes ovenpå og den kommes i ovnen ved 200 grader til den er bagt igennem og er flot gylden 🙂
En simpel salat af grønkål og æbler – den sædvanlige kan man jo godt sige 😀
Slet ikke dårligt og der blev tømt ud i nogle rester.
Der er kommet Thise smør på hylderne i bio-supermarkedet, så det kaldte på en kage…
Vi har også noget kokosmel på lager som vi ikke har fået brugt af, så det passede jo perfekt med en “Drømmekage fra Brovst” med lidt kokosmel i dejen.
150 g. hvedemel
100 g. kokosmel (man kan evt. blende kokos til mel i en minihakker, eller bare bruge hvedemel)
250 g sukker
50 g smør
3 æg
2 dl mælk
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepaste
Fyld:
125 g smør
0,5 dl mælk
200 g brun farin
100 g kokos
Pisk æg og sukker let og skummende.
Smelt smørret, tilsæt mælken og hæld det i dejen (det skal være lunt).
Bland mel, bagepulver og vanilje sammen og rør det i dejen.
Hæld dejen i en bradepande (ca. 25×35) med bagepapir.
Bagetid: 25 min. på nederste rille i en 200 grader forvarmet ovn (varmluft 180)
Når der er 15 min. tilbage af bagetiden, smeltes smørret i en gryde og mælken tilsættes sammen med brun farin og det koges op.
Rør kokos i og hæld blandingen over kagen, når den har bagt 25 min.
Bag kagen videre i ca. 10 min. og lad den køle af i formen inden den løftes ud derfra.
Kylling, tørret og frisk estragon, champignon, porrer og vin – det er jo allerede en vinder 😛
Vi åbnede en lækker Lugana fra italienske Zenato, som vi besøgte på en af vores ferier ved Gardasøen og vi blev helt forelskede ved første smagsprøve og vores favoritter er bestemt denne Lugana og deres Ripasso.
Hamburgerryg med italiensk salat – der er ikke noget der siger hjem som det 😉
Italiensk salat er ikke en ting her I det bayerske, så der er kun en mulighed og det er at lave selv 😉
Min italienske salat:
1 spsk Creme fraiche
2 spsk. Mayonaise
1 dl. ærter
2 Gulerødder
10 stk. Asparges fra glas
1/2 citron (saft)
Salt og peber
Rør Creme fraiche og mayonaise sammen og smag til med citronsaft, salt og peber.
Skræl gulerødder og skær i små tern, kog til de er møre og køl af – jeg smider dem i microovnen i lidt vand.
Kom ærter, gulerødder og asparges i dressingen og smag til med citron og salt.
Vi har fundet en lækker hamburgerryg på tilbud i vores lokale supermarked i denne uge og den kom i sousvide i 8 timer ved 65 grader.