Madplan uge 46/47 2020…

Vi har solgt vores bil og har i de sidste 3 uger kørt i en lejebil og de næste uger har vi valgt at droppe lejebilen, for mads arbejder stadig hjemmefra og har gjort det siden marts, så lige nu bruger vi nærmest kun bilen når vi handler.

Vi har lavet madplan 3 uger frem og har også handlet til de næste 3 uger og så regner vi med at snuppe en lejebil igen i en periode derefter, for det ligger sådan at vi har bestilt en bil som først kan leveres i Oktober 2021 og der er jo et stykke tid til 🙂

Den nye plan for den næste uges tid:

  • Fredag – Pizza med iberico chorizo.
  • Lørdag – Kylling og rodfrugter i fad.
  • Søndag – Tærte med spidskål og chorizo.
  • Mandag – Rester fra Søndag.
  • Tirsdag – Karrysuppe med kylling og rosiner.
  • Onsdag – Rester fra mandag.
  • Torsdag – Hotdog.

Vi prøver altid så vidt muligt at overholde planen, men nogle gange må den ændres hvis f.eks. vejret ændrer sig, der er rester vi ikke lige havde regnet med, eller der kommer uventede gæster omkring aftenstid 😉

Sousvide and…

Martinstag, hvor vi faktisk skulle have gås, men det bliver til et par stykker and i stedet 🙂

Vi har valgt at tilberede dem i sousvide…

10 timer ved 75 grader…

En hurtig tur i ovnen under grillen til skindet er sprødt…

De smagte virkelig godt og var så møre – der var hjemmelavet rødkål til, som vi tidligere har tilberedt i sousvide og en andesovs fra fryseren som blev spædet op med lidt frisk andefedt 😉

Tagine med kalkun…

Vi har fundet vores tagine frem fra kælderen hvor den har boet i et stykke tid.

I dag skulle vi af med nogle rester, så jeg brunede de sidste skarlotteløg og hvidløg og kom kalkun i tern ved sammen med en krydderiblanding vi har købt på Råvaremarked i Blokhus, som passer godt til denne slags mad. Jeg fandt et glas små champignons ude i vores viktualierum og kom dem ved sammen med kartofler skåret i tern og et glas rød peber og lod det simre i 3 timers tid.

Vi havde lige 2 hjemmelavede fladbrød i fryseren som vi kunne få dertil.

Minestronesuppe…

Vi faldt over noget lokaltproduceret pasta lavet på røde linser i vores lokale Rewe, så det skulle selvfølgelig prøves. Ikke fordi det er vegansk, eller andet, men bare fordi det er sjovt at prøve nye ting og så er det et bayersk produkt og det er vi altid klar på at støtte op om ,-)

Minestronesuppe:

  • 3 fed hvidløg
  • 3 store løg
  • 2 stilke bladselleri
  • 2 store gulerødder
  • 2 store kartofler
  • 100 g. bønner
  • 100 g. hvide bønner, forkogte eller fra dåse.
  • 1/2 dl. olivenolie
  • 100 g. god bacon, i små tern
  • 1 1/2 liter grøntsags- eller hønsebouillon
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 2 spsk. tomatpuré
  • 80-100 g. tørret pasta
  • Salt og peber
  • Friskrevet parmesan, til pynt

Hvidløg, løg, selleri, gulerødder, kartofler, bønner og courgette skylles, skrælles og skæres i tern.
Olie varme i en stor gryde for jævn varme.
Tilsæt bacon og svits et par min.
Tilsæt løg og hvidløg og svits dem med i et par min.
Rør selleri, gulerødder og kartofler i og svits igen et par min.
Gentag med bønner og courgette og steg alle grøntsager under jævnlig omrøring i 15 min.
Tilsæt bouillon, hakkede tomater og tomatpuré.
Smag til med salt og peber.
Bring suppen i kog og lad den simre i 1 time.
Kom pastaen i gryden og kog 20 min.

Server suppen med revet parmesan over.

Tip: Man kan skifte de fleste grøntsager ud med hvad man nu har i grøntskuffen der skal udryddes.

En virkelig god vintersuppe der giver varmen 😉